Så til højre igen. Og måske én gang til.

Den her dag blev ingen undtagelse.

Jeg cyklede længere og længere ned ad en grusvej.

Marker på begge sider.

Ikke et menneske.

Da jeg kom frem, gik jeg lidt rundt.

Indtil jeg fik øje på et lille skilt.

Jeg fandt fryseren, tog en is, betalte og satte mig under et træ med udsigt over markerne.

Og så sad jeg bare og smågrinede lidt for mig selv.

Hvem pokker finder på at åbne et isværksted herude?

Det synes jeg er ret fantastisk.

Ikke fordi det nødvendigvis er bedre end alt det andet.

Men fordi nogen har fået en idé...

...og haft modet til at føre den ud i livet lige præcis dér.

På vej hjem slog det mig.

Jeg tror faktisk, vi gør det alle sammen.

Vi finder et sted, vi godt kan lide.

Og så vender vi tilbage.

Igen og igen.

Der er jo heller ikke noget galt i det.

Men indimellem betyder det også, at vi aldrig opdager alt det, vi bare kører forbi.

Måske mangler vi egentlig ikke nye oplevelser.

Måske mangler vi bare en gang imellem at vælge en anden vej end den, vi plejer.

Det er nok derfor, jeg bliver ved med at dreje til højre.

Ikke fordi jeg leder efter noget bestemt.

Men fordi jeg har lært, at de små omveje ofte gemmer på de historier, jeg aldrig havde planlagt at finde.

Tak Isværkstedet. ❤️